onsdag den 5. februar 2014

Hæklet babykjole 2.0



Så er min hæklede babykjole færdig - er den ikke fin? Jeg er selv ret godt tilfreds og kommer gerne med en DIY, hvis det skulle have interesse (?).
Det er mit eget design, men bærestykket tager udgangspunkt i opskriften (fra Babyhæklet af Sys Fredens), som jeg brugte til bomuldskjolen til min bonus-niece, Esther, for nogle måneder siden.

Denne gang har jeg hæklet i en woolblend fra Bumbo (samme type garn som den hæklede muslingekyse for nogle indlæg siden....som jeg også død og pine måtte lave en ekstra lidt større udgave af som ekstra gave til Estherpigen til hendes dåb forrige weekend, fordi garnet bare kaldte på at blive hæklet mere med) - og jeg eeelsker simpelthen den varme neonorange farve! 

Note to self:
Hvis jeg skal bevæge mig udi at hækle flere små kjoler efter samme princip, så tror jeg, jeg vil overveje at hækle bærestykket i to dele og samle foroven på hver skulder med snore eller knapper - for jeg kan godt se, at man (læs: baby) måske bliver træt af, at hovedet skal igennem hver gang, den skal på og af.

lørdag den 1. februar 2014

Retro babydynebetræk


Hvilken bedre måde at bruge et 70'er-vintage-dynebetræk på end et lille nyt af slagsen til baby?
Så det brugte jeg min eftermiddag på at få flækket sammen. Først var jeg i tænkeboks: Skulle det have tittekant og i så fald i hvilken farve? Skulle det hellere have blondebort? Hvordan skulle det kunne lukkes? Overvejelserne endte med det her:




(Og ja, det kunne godt lige have brugt et strygejern - men da jeg var færdig, var min ryg det også. Ouch...)


Babydynebetrækket har fået en blondebort, som er syet på med tre rækker neonkoralfarvet tråd - det giver lige et lidt moderne pift, synes jeg.


Betrækket lukkes med tre perlemorstrykknapper forneden og har fået en snip orangestribet bånd i siden. 

Nu mangler jeg bare at sy et matchede pudebetræk, som jeg tænker skal være helt enkelt med pyntestikning i kanten - men da lillepigen alligevel ikke skal sove med pude det første lange stykke tid, så tænker jeg, at det ikke ligefrem haster... 

....Jeg synes lidt, der mangler noget! Så jeg har just bestilt 100 symærker med "Frøken Thy", så mine syprojekter kan få den sidste finish. Og mon ikke det her skal have et forneden..? Og glæder damen sig til at de kommer med posten? Mais oui!


Min kreative "lav det selv til baby"-liste

I forbindelse med det absolut største DIY-projekt, jeg nogensinde har kastet mig ud i - at lave et lille menneske (corny, I know!) - er der en hel masse, jeg har planer om at få produceret i kreahjørnet.
For at kunne fastholde mine gode idéer, og måske også holde mig selv lidt oppe på faktisk at få det gjort, deler jeg her min kreative "lav det selv til baby"-liste. Jeg vil løbende putte mere på og også sørge for links, når jeg faktisk får noget produceret. Mange af projekterne bliver der nok først overskud til, når jeg går på preggy-orlov i starten af marts, men følg bare med løbende - man ved jo aldrig. Og hvis du selv har nogle DIY-musthaves til baby eller lignende projekter, der kan inspirere, så smid gerne en kommentar.

* Pusleunderlag
til når vi er på farten. Syet med tekstilvoksdug på den ene side, og evt. også en lomme eller to i stil med denne her fra Hyggefabrikken

Hvis overskuddet er der måske med tittekant eller blondepynt

* Barnevognskæde
Jeg tror, der skal hækles noget. Måske små dyr, måske bare fine farvede kugler.


* Hæklet babykjole

* Uro
med hæklede dyr i stil med dem, jeg lavede til Esthers barnevognskæde - jeg tænker abe, pingvin, løve, giraf og zebra. Så er der lidt et Afrika-tema (JA, der er faktisk pingviner i Afrika, skulle jeg hilse fra min biolog-kæreste og sige) 

* Hæklet legetøj
Rangler og den slags småting kan jeg nok ikke dy mig for at lave, når vi kommer tættere på og når først prinsessen er her.

* Sengerand
Jeg har planer om at sy pude-huse, som kan sættes sammen med trykknapper, velcro eller bindebånd (hvad der er smartest, har jeg ikke lige luret endnu) - inspireret af de her. Så vil baby også kunne lege med husene senere, når en sengerand ikke længere er nødvendig.

* Syet babynest
så baby ligger trygt i sin tremmeseng og hvis hun skal ligge mellem os i sengen. Jeg har købt et mønster til den i Stof og stil - ikke fordi det virker som et særligt svært projekt, men når nu mønstret var der til en 20'er, hvorfor så ikke få den hjælp man kan (jeg kan allerede mærke den begyndende ammehjerne snige sig ind på mig, så alt der kan aflaste min kognition hilses velkommen!)

* Hæklet babytæppe
i zigzag-mønster - som jeg egentlig er i gang med, men projektet er gået lidt i stå. 

* Syet babytæppe af firkanter i retrostof
 i stil med de fine tæpper Anna Svenning viser på sin fine blog Laralil

* Hagesmække
Jeg tænker, at jeg vil sy en stak i forskelligt mønstret stof. Måske både i tørklædestil og den mere klassiske runde. Til den første tid, tror jeg ikke, det er så vigtigt, at den er foret med vådliggerlagen eller lign., men det må vise sig... 

* Babybodier med tryk
Jeg har købt nogle  billige hvide bodystockings i økobomuld i Bilka, som kan blive rigtigt fine med lidt lir.

* Fine suttekæder
Jeg tænker både hæklede og syede, så vi har lidt forskelligt alt efter tøj og humør. Suttekæder er udover at være smarte til sutten også top smarte til at holde styr på yndlingslegetøjet.

* Vægdekorationer til babys værelse
Jeg har en plan om at lave skyer i forskelligt mønstret stof, som skal sættes på væggen vha. flisofix - på samme måde, som jeg har lavet fuglene i vores trappeopgang. Det kan blive så fint, og så er det nemt at fjerne igen. Det er jo vigtigt at tænke over, når man bor til leje.

* Tryk på lagner til tremmesengen
Sådan nogle lagner er da lidt kedelige, så jeg overvejer at lege lidt med noget stofmaling og en simpel stencil, fx stjerner eller bare prikker, rundt i kanten, som kan ses igennem tremmerne.

* Syet babytøj
Jeg drømmer bl.a. om at få syet nogle små blomstrede smækbukser, som baby måske kunne have på hjem fra hospitalet, men nu må vi se...

mandag den 13. januar 2014

Hæklet babykyse med muslinger



Jeg kunne ikke dy mig og var liiige nødt til at hækle denne her skønne neonorange kyse til baby i fint muslingemønster.

Opskriften er fra bogen Blødt til baby, som jeg har lånt på biblioteket - og som jeg nok også er nødt til at anskaffe mig på et tidspunkt, for der er nogle rigtig fine sager i den. (Psst: Forfatterinden, Sidsel Sangild, har bloggen paakrogen.wordpress.com, som er et kig værd)

Fordi jeg har brugt et tyndere garn og åbenbart hækler lidt til den stramme side, har jeg måttet afvige og bruge en nål 4 i stedet for den anbefalede 3'er. Når man lige lurer opskriften, så er kysen både et nemt og hurtigt projekt, skulle jeg hilse og sige.

Resultatet i det flotte neonfarvede strømpegarn er da blevet meget godt, n'est ce pas? 
Jeg glæder mig i hvert fald til at se lillepigen i den, når hun ser dagens lys om tre måneders tid. Og nårh ja, så er jeg allerede gået i gang med en kjole, der kan passe til i farverne efter samme mønster som kjolen til Esther.

søndag den 12. januar 2014

Syprojekt 1.0: cover til symaskinen

Efter virkelig lang tids pause fra symaskinen, tog jeg mig endelig sammen til at sy et nyt cover til maskinen - min tanke med at starte op igen med et symaskinecover: Måske man får endnu mere lyst til at hive dyret frem, hvis det ser lidt mere indbydende ud end med den medfølgende plastikgrimmert. 

Ekstra plusser: med lommerne på siden kan man både have trykfod og diverse værktøjer lige ved hånden OG så gør det ikke så meget, at maskinen skal bo i stuen, hvis den matcher indretningen bare en petit smule.

Jeg lagde ud med at måle op og tegne en lynhurtig idéskitse, inden jeg målte ud og klippede stoffet til og fandt elastik (til kanten på sidelommerne, så tingene ikke falder ud) og gult kantebånd og tråd frem.

Billeder fra processen:
...og resultatet:


Det er aaalt for lang tid siden, jeg sidst har påsat kantebånd, så den del kunne have været lavet nydeligere, men ellers er jeg fint tilfreds. Og jeg HAR faktisk fået lyst til at sy mere, nu hvor det er færdigt!

søndag den 5. januar 2014

Kreaudstyr


Jeg er simpelthen lige nødt til at vise (læs: blære mig med) det nye kreaudstyr, jeg har fået til jul:

To fine udstandsejern: et rundt på 2" og et med bølget kant på ca. halvanden

...og en gammeldaws Dymo embossing labelmaker.

Jeg har masser af idéer til alskens fine sager, jeg kan lave - nu er det bare med at komme i gang! 
Se fx her, hvor fine magneter man kan lave: http://diyordie.elleinterior.se/gor-kylskapsmagneter-med-dymo/

Har du også nogle gode tips og idéer, så smid gerne en kommentar eller et link til din blog...

À bientôt! 

Halskæde med hæklede kugler og træperle og armbånd af vokset bomuldssnor

Til jul har jeg lavet dette sæt til min søde kreaveninde, Becca:


Kuglerne til halskæden kan du finde opskriften på her, og selvom det er hårdt for fingrene at hækle så stramt og småt, så var det indsatsen værd, for uha de er fine (hvis jeg selv skal sige det).


Armbåndet består af flere voksede bomuldssnore i sort og mørkegrå nuancer - og da de skal vikles tre gange om armen, er de faktisk også lange nok til at blive brugt som halskæde. De er limet i en lille magnetlås fra Smyks med noget krads smykkelim, så de burde ikke løbe nogen steder.



(Hvis du ikke selv har mod på lignende projekter, kan du måske finde noget, der ligner, i min webshop på Amio)