onsdag den 30. november 2016

DIY: Hurtigt barnevognslagen


Da jeg skulle til at lægge det ultrakedelige hvide barnevognslagen i barnevognen slog det mig - hvorfor hulan skal lagner altid være så kedelige og ensfarvede?! Et hurtigt dyk i stoflagerets bunke og 10 minutter ved kreabordet kunne heldigvis råde bod på det - voilà: mønstret lagen og lidt finere barnevogn til lillebror (og hans mor).
Man kunne helt sikkert gøre det pænere ved at lave en pæn løbegang til elastikken, men her er en quickguide til den utålmodige (eller hvis du måske ligesom mig ikke kan holde til at sidde ret længe ved sybordet ad gangen):

1) Stryg evt. dit stof - det er meget nemmere nu, end når der er kommet elastik på!
2) Læg barnevognsmadrassen på dit stof og klip rundt om. Jeg har klippet med cirka 10 cm foldekant.
3) Zigzag elastikbånd på lidt fra kanten - husk at hive i elastikken ;)
- done!

I retrospekt tror jeg endda, det ville blive okay kun med elastik i enderne af lagnet.



...Barnevognskæden er med de samme hæklede dyr, som på Maises kæde i sin tid - de er bare blevet vasket og har fået ny snøre, klips og træperler. Jeg blev altså helt nostalgisk, da jeg satte den på... Det er selvfølgelig hyggeligt at lave nyt til lillebror, men der er nu også noget skønt over at kunne genbruge fra storesøster - også selvom de er blevet lidt skæve med tiden og efter turen i vaskemaskinen :)
Psst! Den oprindelige barnevognskæde kan du se her: http://mademoisellethy.blogspot.dk/2014/05/maises-barnevognskde.html?m=1
Og opskriften på dyrenes kroppe kan du finde lige her: http://mademoisellethy.blogspot.dk/2013/11/diy-hklede-dyr-til-barnevognskde.html?m=1


fredag den 18. november 2016

DIY: Hurtig skypude

Et lynhurtigt projekt, jeg liige blev nødt til at lave, da jeg alligevel sad ved maskinen og havde pudefyld fremme, var denne skypude:


Det er super nemt at gå til: 
1. Læg dit stof ret mod ret og tegn en sky
2. Sy i din streg (zigzag evt. også, hvis stoffet gerne vil trevle) - husk selvfølgelig at lade en åbning stå til at vende og fylde puden :)
3. Klip om det syede (evt. med zigzag-saks) og lav hakker ind ved de skarpe buk, så de bliver pæne.
4. Vend og fyld med pudefyld
5. Sy åbningen til et voilà!



Sengeslangen Sofus

Mød husets nyeste beboer: Sengeslangen Sofus. 


Sofus er cirka tre meter lang, og hans mønstrede ydre er en blanding af nykøbt stof, rester og vintagesengetøj - han har et godt sovehjerte og masser af pudefyld (i form af 2 1/2 af de billige hovedpuder fra Ikea). Hans fornemste opgave bliver at gøre lillebror tryg og lun i tremmesengen, men derudover kan han jo foldes, leges med og ligges på i en uendelighed.


Jeg valgte at give ham lukkede øjne, fordi han primært er en soveslange, og derfor ikke skal have for spændende stirrende øjne, der måske kunne holde lillebror vågen. Jeg er heller ikke fan af slanger med store åbne munde - det ville jeg i hvert fald ikke selv finde særligt beroligende at kramme med... Jeg har helt bevidst lavet stofstykkerne i varierende bredde, så han ikke blev for "pæn".




(Pssst! Sofus er lavet efter mit helt eget hoved, men hvis du vil ud i et lignende projekt, har Stof2000 en gratis guide på deres hjemmeside til en åbenmundet slange. Sofus sover, har lukket mund, er lidt tykkere om maven, er længere og har længere halespids i flere stoffer (fordi jeg synes den ligesom er for spids og pludselig på mange af dem, jeg har luret på) men idéen er jo den samme...)

Til min datter lavede jeg i sin tid en mere traditionel sengerand i hobbyskum (se her: http://mademoisellethy.blogspot.dk/2014/09/sengerand-til-den-lille-fugl.html?m=1), så nu er jeg spændt på, om slangen bliver en større/mindre succes. 

tirsdag den 15. november 2016

Uroligheder på vej

Jeg er i dag 37+2 og terminen og lillebrors fødselsdag nærmer sig dermed med hastige skridt. Den knap så søde ventetid (takket være en ihærdig bækkenløsning, træthed og ubehagelige tyngdefornemmelser) bliver fordrevet med en masse ingenting, seriekiggeri og utrolig mange halvfærdige projekter på én gang.
Jeg kan bl.a. nævne flere halvfærdige hækleprojekter og en sengerandsslange, der kun lige mangler det sidste fyld. Om det er redebygger-/økuller, tidlig ammehjerne eller bare træthed, der gør, at jeg har svært ved at samle mig om en ting ad gangen, vil jeg lade stå hen i det uvisse... Men i dag kom jeg da lidt videre med projekt uro til kravlegården:


(Jeg skal nok skrive lidt mere om hæklerierne og linke til opskrifter, når den er helt færdig)

Nu står den på hentning af den snarlige frøken storesøster. I morgen kan jeg forhåbentlig få kalorius samlet på det stativ med musik, jeg har købt brugt, så jeg da kan krydse et projekt mere af to-do-listen. Alt foregår med små bitte skridt her i Preggy-land! Åbenbart både med mine projekter og op og ned af aaalle vores trapper...suk!

lørdag den 15. oktober 2016

Raglanbluse/Sommerfugl a la frøken Thy

For nogle uger siden blev jeg færdig med denne her hæklede sag til lillefuglen med flæseærmer og mønster foran:



Den er hæklet med udgangspunkt i opskriften hos Kvalitid (her: http://kvalitid.dk/opskrift-paa-raglanbluse-sommerfugl-free-pattern/), men jeg har efter de første rækker valgt at hækle den rundt midt bag - eller dvs. samle den efter hver række med en km og vende med 3 lm, så mønsteret bibeholdes - så der kun er en lille åbning foroven med en fin kaninknap i træ, jeg var så heldig at få af Anna-ananas.



Udover at hækle den sammen har jeg også lavet om i nål og garn, så opskriften str.18-24 mdr kunne du til en størrelse 2-3 år i stedet. Jeg har altså brugt lidt tykkere garn og er gået en nålstørrelse op, og den passer hende perfekt. Pyh...
Jeg har også leget lidt ekstra med reliefmaskerne og lavet et mønster nederst på blusen. Jeg synes selv, det er ret diskret og fint, og det giver tilmed lidt form på blusen, fordi reliefmaskerne giver lidt ribeffekt.


Det er måske lidt svært at se pga. det mørke garn, men det danner ligesom små trekanter. Idéen er hermed givet videre... 

Opskriften var nem at gå til, og blusen er både sød og hurtigt hæklet, så det er ikke sidste gang jeg laver en modificeret sommerfuglebluse. 


onsdag den 5. oktober 2016

DIY: Hæklet djævlehue

Jeg har luret på en del opskrifter på hæklede djævlehuer, så jeg kunne flække en sammen til den kommende lillebror, men der har hver gang været noget, der ikke lige tiltalte mig - sammensyning midt bag, huller i udtagninger og hvad ved jeg... Så må man jo bikse sin egen opskrift sammen. Og denne gang fik jeg faktisk skrevet ned under vejs, så fremtidige jeg og I også kan få fornøjelse af den med det vuns.
Garnet er fra Stof og stil og er en grålig støvet mintfarve.

OBS: for samme hue i større størrelse se den nye opskrift her. 




Opskrift på min hæklede djævlehue:

Str. 0-2 mdr
Nål 3,5 og passende garn - fx 8/4 bomuld, som jeg har brugt her.

Indtagningerne laver du ved at hækle to stgm sm - sådan her: 


Hvis der er andet i min opskrift, der kræver uddybning, så giv endelig lyd! God hæklelyst :)


Rk 1: 12 stgm i en magisk ring. Slut med en kædemaske i 1. stgm.
Rk 2: 2 lm, 2 stgm i hver m omgangen rundt (=24 m)
Rk 3: 2 lm, *2 stgm i første m, 1 stgm i næste m* gentag fra * til * omgangen rundt (=36 m)
Rk 4: 2 lm, *2 stgm i første m, 1 stgm i hver af de næste 2 m* ... (=48 m)
Rk 5: 2 lm, *2 stgm i første m, 1 stgm i hver af de næste 3 m* ... (=60 m)
Rk 6: 2 lm, *2 stgm i første maske, 1 stgm i hver af de næste 9 m* ... (=66 m)

Nu hækles i det zig-zag-mønster, der giver djævleformen:
Rk 7-12: 1 indt, 10 stgm, udt i næste 2 m, 10 stgm, indt i næste 2 m, 5 stgm, udt i næste 2 m, 5 stgm, indt i næste 2 m, 10 stgm, udt i næste 2 m, 10 stgm, 1 indt. Slut med km i første m.

Hækl kant og bindebånd: (tag ud og ind som i mønsteret ovenfor)
Rk 13: 2 fm sm, 10 fm, 2 fm i næste m, lav 41 lm, vend, begynd i 2. lm fra nålen, 40 fm tilbage til huen, 2 fm i næste m, 10 fm, 2 fm sm de næste 2 m, 5 fm, 2 fm i næste m, 1 lm (det giver pandespidsen), 2 fm i næste m, 5 fm, 2 fm sm i næste 2 m, 10 fm, 2 fm i næste m, 41 lm og tilbage som ved sidste bånd, 2 fm i næste m, 10 fm, 2 fm sm og slut med en km i første m. Hæft ender og voilà!


Jeg har set mange fine eksempler med pompom'er på. Det er mægtigt fint, men i størrelse nyfødt er jeg ikke sikker på, at det er så praktisk... 

onsdag den 28. september 2016

Hæklede babyfutter

I forgårs fløj de her små krabater af hæklenålen. Opskriften er fra bogen Babyhæklet og garnet er strømpegarn fra Coop - som var overraskende lækkert at arbejde med. Det er bestemt ikke sidste gang, jeg køber garn på tilbud hos dem...



Til en start fik de bare en garntråd igennem løbegangen, som ses på billedet, men jeg har i dag erhvervet mig noget tynd ruskindssnøre, som nok kommer i i stedet. 
Opskriften var nem at gå til, da jeg først lurede konceptet, og futterne var lynhurtigt lavet. Hvis jeg skal hækle flere futter, tror jeg dog jeg vil lave min egen opskrift, hvor de ikke skal syes/hækles sammen bagtil og er lidt smallere i skaftet. Jeg tænker også, at en form for elastik vil være dejligt praktisk, så futterne ikke flyver af de sprællende babyfødder.
Har du erfaring med hæklede futter og hvordan de bedst holdes fast?