Jeg er i fuld krig med disse farvestrålende grydelapper i zig-zag-mønster (det så moderne mønster, der også går under navnet chevron, selv under danske himmelstrøg/servere):
Opskriften er helt min egen og nu deler jeg den med dig (- jammen velbekomme, skulle det være en anden gang!).
Zig-zag-mønstret laver du sådan her:
Du skal bruge helt almindeligt, flot bomuldsgarn og mindst to forskellige, for at få zig-zag-mønstret. Jeg har brugt en hæklenål str. 2,5.
- Slå 53 luftmasker op (de sidste tre masker skal bruges til at vende med og gør det ud for første stangmaske på hver række i mønstret)
- Lav en stangmaske i tredje maske fra nålen og én i den efterfølgende maske og gentag i næste maske.
- Dernæst laver du en halv stangmaske i den næste maske - dvs. at du nu har to tråde på nålen og kun en halvlavet maske. Så går du videre og laver en halv stangmaske på samme måde i næste maske. Nu har du altså tre tråde om nålen, mens du går videre og laver den sidste stangmaske i den nedadgående halvbue i næste maske ved at starte på stangmasken som normalt og dernæst afslutte ved at vikle tråden om, som normalt, men så trække den igennem alle garnløkkerne fra de tre masker i buen. Et voilà! Første nedadgående zig-zag eller bue.
- Nu laver du to almindelige stangmasker i de næste to luftmasker fra nålen.
- Dernæst laver du tre stangmasker i samme maske - disse udgør den opadgående bue.
- Efterfølg med to stangmasker i de næste to masker.
- Dernæst laver du igen en nedadgående bue, som beskrevet ovenfor.
- Følg mønstret således
- Rækken sluttes efter 2 stangmasker efter en nedadgående bue ved at lave to stangmasker i sidste maske og derefter 3 luftmasker til at vende med
- Fortsæt efter mønstret
Jeg har lavet hver zig-zag med to rækker i samme farve.
Lav 4 firkanter af denne type - hver firkant har 24 hæklede rækker for at være kvadratisk.
Til sidst hækles firkanterne sammen to og to og VUPTI: TRENDY GRYDELAPPER.
Send mig gerne billeder og beskeder, hvis du kaster dig ud i projektet og vil vise frem eller har opklarende spørgsmål. Det er min første offentlige hækleopskrift, og der er sikkert plads til forbedringer, så ris og ros modtages gerne :)
...jeg skal selvfølgelig også nok vende tilbage med det færdige resultat. A bientôt!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar