onsdag den 23. april 2014

DIY: Hæklet babytæppe med zig-zag-mønster (crochet chevron baby blanket)

I dag er jeg 40+4 henne - i ikke-preggytermer betyder det altså, at min termin var i lørdags og jeg er tyk, træt og i ventelimbo. Sød ventetid?! Not so much. Heldigvis får jeg da enkelte kreaprojekter fra hånden trods udmattelse og den store mave.

I sidste uge blev jeg fx færdig med mit zig-zag-babytæppe - et projekt, som har været under vejs rigtig længe, fordi der hele tiden kom andre, mindre projekter "i vejen". Men her er det færdige resultat og nedenunder er der en lille DIY, hvis du også skulle få lyst til at kaste dig ud i en omgang zig-zag til de mindste.


DIY på zig-zag-babytæppe:

- Jeg har brugt hæklenål nr. 4, men det afhænger selvfølgelig af garnet og hvor luftigt, du ønsker dit tæppe. Lav evt. en lille hækleprøve, hvis du er i tvivl.

Slå 148 luftmasker op + 3 til at vende med (hver række vendes med tre luftmasker)
Mønsteret laves således:
- Stangmaske (stm) i 3. maske fra nålen. 
- *1 stm i hver af de næste 5 masker.
- start på en stm, men stop halvvejs (altså med 2 løkker på nålen) og start derefter på en ny stm i næste maske. Stop igen halvvejs og påbegynd en ny stm i næste maske. Ved afslutningen af denne stm føres garnet igennem alle løkker på nålen. Sådan laves de nedadgående spidser i mønstret.
- 1 stm i hver af de næste 5 masker.
- 3 stm i samme maske.*
Fortsæt med mønstret fra stjerne til stjerne.
Ved afslutningen på rækken hækles to stm i sidste m og der vendes med 3 luftmasker.

Farveskiftene laver du ved at den sidste gennemtrækning af garnet ved sidste stm på rækken er med en ny farve. Lad bare garnet flugte med kanten, så der er mindre hæftearbejde til sidst.

Afslut, så det passer med mønsteret og tæppet har den ønskede længde. Kanten er to omgange fastmasker (2 masker i sidste og første maske i hjørnerne) og til sidst en omgang kædemasker for at give en mere tæt og holdbar finish. Fæstn enderne et voilá!

Spørg endelig, hvis der er noget i opskriften, der driller eller ikke giver mening :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar