fredag den 25. september 2015

Savlesmæk på 3 måder

De sidste dage har jeg været handikappet takket være en dum krop og ikke mindst en voldsom sceneskedehindebetændelse i højre håndled og arm, så derfor har den primært stået på sofahvile og Netf(l)ix. Jeg har dog ikke helt kunne dy mig for at kaste et par savlesmække sammen af lidt stofrester - lillefuglen savler nemlig noget så frygteligt de her dage, og vores smæk-udvalg er efterhånden noget slidt og trist... 

Jeg har valgt at sy smækkene med tre forskellige slags stof på bagsiden. Hvorfor, tænker du måske? Jo såmænd fordi jeg er i tvivl om, hvad der reelt holder tør i længst tid - frotté, jersey (tak gamle T-shirt!) eller fleece. Så for fremtidige smækkes skyld må de her blive gennemtestet de næste dage.

Jeg har også tidligere forsøgt mig med et mellemlag af karklud, men jeg synes den blev for tyk. Og tænker at mellemlag af vådliggerlagen vil være for stift...

Hvad bruger du som bagside?


De to nederste er vrangsyet og vendt, og den ene har fået en pyntestikning. Den øverste til højre har jeg syet med en særlig ligeud-zigzag-kombisting min Singermaskine har - lidt en slags "overlock wannabe", som jeg er spændt på at se efter nogle ganges vask.



mandag den 14. september 2015

Glimt fra lillefuglens værelse + nemt tøjstativ

Jeg er selv pjattet med fine børneværelser, som jeg nyder at lure på og blive inspireret af i Blogland og på Pinterest - så derfor tænker jeg også, at jeg vil dele et par glimt fra lillefuglens værelse, som det står lige nu...





Bogkassen er fra Jem og fix. Jeg har selv beklædt den med retrostof på bagpladerne og monteret wiren med træperler på dens underside, så den fungerer som tøjstativ/bøjlestang. Det var en nem DIY, jeg godt kan anbefale...




mandag den 7. september 2015

Bukser med piping-detaljer

Jeg har været produktiv og har syet et par bukser til lillefuglen med detaljer med piping/tittekant.


Vi manglede pludselig bukser i en mellemstørrelse, så et lille smut i Stof og stil, nogle rester elastik og tittekant og et par timer senere ligger de her nu klar i skuffen (hvem sagde overskudsagtigt?).
Jeg har ikke prøvet at bruge tittekant på beklædning før, men ih jeg synes det er blevet fint. Det gik meget nemt, og hvis du selv overvejer at kaste dig ud i det, kan jeg kun sige: Gør det!


Bukserne er syet med udgangspunkt i basisbuksemønstret form 2 fra bogen Børnetøj 0-3 år af Meedom og Meedom, men kant, tittedetaljer og lomme er egne påfund.


lørdag den 5. september 2015

Hæklet tomat


Nyeste skud på grøntsagsstammen er denne hæklede tomat. Det er en nem lille frihæklet sag, som passer godt ind i lillefuglens legekøkken - og som hun straks tog til sig og hapsede en legebid (en fryd for hæklemorens hjerte!).


Psst! Jeg kan hurtigt få skrevet ned, hvordan kalorius er hæklet, hvis nogen skulle lyste at gøre mig kunsten efter..?