onsdag den 24. december 2014

Juletræet med sin pynt



Her er træet pyntet, ænderne er i ovnen, fonden sat over, og duften og ambiancen af jul er så småt begyndt at brede sig i det lille hjem. 

Jeg er vokset op med juletræer med lametta og fuld skrue på den røde pynt. Hele min mors gamle kuffert var fyldt med pynt, og aaalt skulle da på. Og det var da både hyggeligt og flot på sin måde. Men sådan er det ikke blevet i år. Vores træ er pyntet med klassisk glaspynt - primært i hvid, lilla, turkis og sølv, så det passer godt til resten af vores indretning. Men der skal også være plads til både trommer, små skæve figurer (hvorfor skulle man ikke have en lilla glasmotorcykel på måske?) og hvad der ellers hører sig til, for det er trods alt traditioner, barnlig glæde og hygge, der skal styre slagets gang og ikke hvad mor lige har set i Boligmagasinet... Jeg har måttet holde igen med de fineste arvede glaskugler af frygt for, at kravletøsen skulle finde på at hive lidt i grenene i et ubevogtet øjeblik, og planerne om at lave flot papirpynt og sætte lakridskonfekt på snore er tilsidesat til fordel for at hygge og kunne hænge sammen. Mit personlige lille opgør med den perfekte jul og julestressen (ja ja, lidt har også ret!)

Rigtig glædelig jul! <3



søndag den 14. december 2014

Jul jul jul

...er jeg endnu ikke leverandør af. Men det begynder da at ligne jul hjemme hos os efterhånden. Jeg har fået en smuk og småjulet tekstilvoksdug af min mor i adventsgave (mange tak, mutti!), og den inspirerede mig til at få pyntet lidt mere op. Når nu vi selv skal være værter juleaften, så skal vi også gerne kunne sætte en stemningsfuld ramme. Men pænt og moderne må det jo også gerne være, når man er lidt af en boligmodeentusiast... Jeg har knipset lidt glimt herhjemmefra, så I også kan få et skud stemning. Duften af jul? Den må I selv klare :)








torsdag den 20. november 2014

Hjemmesyet betræk til voksi-/drømmepose

Så lykkedes det! Endelig fik jeg mig taget sammen til at sy det længe ventede drømmeposebetræk. 

Long story short, så købte jeg en brugt drømmepose, da jeg var højgravid med intentionen om lige at nå at sy nyt betræk inden termin. Pff! Det lykkedes ikke...slet ikke. Maise er nu 6 1/2 måned gammel. Men det har heldigvis været så varmt i vejret, at vi ikke har manglet den. Før nu, hvor der er møg koldt om morgenen, og lillefuglen næsten ikke kan være i sin barnevognskasse længere, så vi snart må putte hende i klapvognsdelen til vores handy lille kombivogn - som alt andet lige ikke er særligt varm eller særligt puttehyggelig.
Efter laaang tids overvejelse mht. stofvalg er jeg endt med mørkebrun babyfløjl til yderstof, og inderstoffet er syet af et vintagedynebetræk, jeg købte på marked på Ingerslevs Boulevard for nogle måneder siden (selvom jeg egentlig havde købt noget andet forstof, som bare ikke føltes rigtigt. Trods stofprøver og hundrede søgninger på Google og Pinterest, for at blive sikker. Ubeslutsom, moi?!)
For at give det lidt ekstra liv valgte jeg, at snørekanten skulle være i et andet stof, og jeg synes selv, det er blevet ret fint med prikkerne i kanten. 

Ligesom jeg er pænt tilfreds med min lille trekant, der beskytter snørelukkeren (eller babyen, om man vil).

NU mangler jeg bare en dag ved lejlighed at skifte snorene på dynen, så de også bliver brune, som i lukningen og snørekanten, og at ombetrække håndtagene. Men det sidste bliver altså først, når jeg får besluttet mig for, om de skal være i det prikkede stof eller bare i babyfløjl... Hjælp?! 


Hvad synes du? 


...Og nårh ja, posen er også godkendt af "chefen", der bider billigende i træknappen og synes den er evigt skøn at få en svingtur i.


søndag den 16. november 2014

Neonøretræer

Det er jul lige om lidt. Lige. Om. Lidt. Gisp! Og for første gang skal vi holde det hos os selv, nu hvor lillepigen er kommet til. Som en rigtig ny familie. Og det lægger op til at nytænke og danne sine helt egne traditioner. Og det er da bare brand svært! Så jeg er gået i tænkeboks...
Heldigvis er det noget lettere at nytænke og være moderne på kreafronten, hvor jeg har masser af projekter i ærmet. Ikke mindst i neon. For hvorfor skulle julen ikke kunne være bøjet i neon?

De her neonfarvede juletræer til ørerne gjorde mig i hvert fald glad i førjulelåget, da jeg lavede dem - og de vakte da også glæde hos min mutti, da hun fik et par i pink i værtindegave i går. 
Hvis du kan lide min kreation, kan du nuppe idéen eller du kan hoppe over, hvor gærdet er lavest (og sjovest for mig) og købe et par i min shop på amio.dk fra lige om lidt. 

fredag den 7. november 2014

Hagesmæk på 7 minutter

For noget tid siden købte jeg et lille stykke voksdug i den tro, at det skulle blive til de fineste hagesmække med frottébagside og mønstret kantebånd - men efter at have hørt fra min søde kreaveninde, Becca (hvis inspirerende handywork du kan se på hendes blog lige her), at almindelig voksdug bliver grim og underlig af at møde Hr. Vaskemaskine, fik det lov at ligge...
Men i dag var der krise - ikke flere rene hagesmække og en lille frøken, der er mega sej til at grisse. Ud over det hele. Ikkeen god kombi! Så derfor fattede jeg saks, knap og tråd og lavede på nul komma fem en hagesmæk, der kan tørres af og så holde så længe, som den nu kan. For jeg har voksdug nok til 3 mere.
Et meget enkelt projekt, men jeg synes alligevel, jeg ville dele det med jer i Blogland...
Hvad synes du? 
Har du lavet en lige så hurtig hagesmæk? 

mandag den 13. oktober 2014

Blomstrede babyshorts


Jeg har flere større syprojekter, der ligger og venter på mig (drømmeposebetræk, vadsæk til kærestens dykkergrej og jeg skal komme efter dig...) - men alligevel måtte jeg bare pludselig sy et par små shorts mere til den lille fugl i et lille stykke stof, der kastede sig over mig sidst jeg var i Stof og stil. Det er et af de små stofstykker, de kalder "fat quarter", som er beregnet til patchwork, men passer perfekt til et lille babyprojekt. Tip hermed givet videre!
Projektet passede heldigvis helt perfekt med størrelsen på stoffet - hvor heldig har man lige lov at være?

Jeg brugte:
- Mit mønster fra berberbuksen, som jeg kortede benene af på (jeg overvejer at lave en Pdf-udgave, hvis nogen skulle være interesserede?)
- Et "fat quarter" fra Stof og stil til ca. 20 kr
- Elastik, tråd og ca. tre kvarter all in all


Psst! Se lige hvor fine de er på lillepigen med strømpebukser under:


fredag den 3. oktober 2014

Babybuks med plads til blerumpe


Jeg har længe villet sy babybukser i noget fint mørklilla babyfløjl, jeg har haft liggende i månedsvis, men har bare ikke været i humør til at sy en klassisk fløjlsbuks. Da jeg så så de her fine bukser fra NoaNoa i Babysam forleden dag, fik jeg lyst til at kreere mit eget mønster til en berberbuks med god plads til blerumpe og smalle ben, som den lille fugls fødder ikke så let bliver fanget i, når hun spræller amok. 
Jeg lavede selv mønsteret baseret på nogle små posede shorts, som Maise er mægtigt fin i - men så bare med ben. Udgaven jeg har lavet nu er med folder for og bag og ribkant, men jeg tænker sagtens modellen kan bære elastikkant en anden gang. 
Hey, jeg har lavet mit eget mønster OG bukserne var ret hurtigt lavet og passer lillepigen så fint - det skal fejres med kaffe og Netflix (for nu sover hun igen, ah...).

- Beklager den dårlige billedkvalitet, men det er nu hurtigst lige at snappe dokumentationen med telefonen, nårman lige skal nå det hele på en babylurs tid :)

fredag den 26. september 2014

Sengerand til den lille fugl

Der er ikke meget krudt i mor-kanonen for tiden - men pludselig var der en lille sparke- og trilletrold, der gjorde det nødvendigt med en sengerand...hurtigt! Og så måtte jeg til symaskinen. Projektet passede heldigvis helt perfekt med min rest hobbyskum fra kravlegårdsmadrassyningen.
Jeg har konstrueret randen i fire dele, pyntet med tittekant, lukket hver del med to trykknapper (så det er nemt at tage af og vaske) og brugt tyndt silkebånd til at binde delene sammen og på tremmesengen.


tirsdag den 2. september 2014

When you wish upon a star...

...så tryller den underligt nok ikke lige sig selv færdig - ikke engang hvis symaskinen står tændt, og der bare liiige mangler det sidste. Mærkeligt, mais non?



I dette tilfælde var det bare lige bagside med lynlås og sammensyning med tittekant, der manglede, for selve patchworkstjernen blev jeg allerede færdig med i sidste uge over nogle dage, og så har den bare ligget og stirret på mig lige siden. Ondt. Men nu lykkedes det, og Maisepigen er et styks madras til kravlegården rigere. Se engang:



Og sådan ville det jo se vældigt pænt ud - men enhver småbarnsmor må indse, at pænt ikke nødvendigvis betyder babysjovt, og derfor ser det reelt sådan ud:

Det er mit første projekt med rigtig tittekant/piping, så jeg måtte lige udtænke, hvordan jeg skulle gøre ved hjørnerne. Løsningen blev som du kan se nedenfor, og det var både nemt og har givet et pænt resultat (hvis jeg selv skulle sige det).






fredag den 29. august 2014

En biting til baby

Forleden faldt jeg over en hækleopskrift på en lille bi via Pinterest, der er min ultimative barselsredning, så jeg får mit daglige krea- og indtetningsfix, selvom tiden flyver afsted med bleer, børnesange og flaskerengøring. Jeg savner virkelig st have tid, overskud og frie hænder til at hækle, så derfor var det her miniprojekt helt perfekt og kunne nås på halvanden babylurs tid sådan cirka. 
Som fyld har jeg brugt den plastikpose mikropopcorn er i, så den knitrer, når man trykker på den.
Jeg har hængt den op på aktivitetsstativet med elastiktråd med træperler på, så hun kan tage fat og få den til at hoppe rundt, uden at snoren knækker.
Og se da bare, Maise har godkendt den:

"Suttekæder, gulerødder, halsen af en...æble-DIY?"

Når man er en travl barselsmama er det rart med nogle små projekter, der kan blive færdige i en fart, fx en halv babylurs tid. Hækling af suttekæder er et godt bud - her er de sidste dages produktion: 

Der er mange flotte bud på hæklede suttekæder/-snore her i Blogland, men jeg kan egentlig godt lide det helt enkle. Og så kan man jo lave én i alle yndlingsfarverne, så det passer til podens klude..? 

Det lille æble har jeg selv fundet på, og det er hurtigt lavet:

Alle masker om en magisk ring. 

- Begynd med tre luftmasker
- 3 dobbeltstangmasker
- 3 stangmasker (elsker at min ordbog synes, jeg skal skrive "stanglakridser"!)
- 1 fastmaske
- 1 dobbeltstangmaske
- 1 fastmaske
- 3 stangmasker
- 3 dobbeltstangmaske
- 3 luftmasker der hæftes med en kædemaske på ringen.
- Skift derefter til grønt garn og lav en luftmaske og en halvstangmaske til bladet. 
- Hæft ender og voila!

Derudover har hæklenålen også haft travlt med dette sunde projekt: 
En porre og to gulerødder til min bonusniece Esther i 1-års gave. Og det er helt sikkert ikke de sidste grøntsager fra min hånd...



fredag den 27. juni 2014

Sneak peek: bordsommerfugle i flok

Tiden spurter afsted, og om bare to uger holder vi navnefest for Maise. TO uger! Gisp... Så jeg har kastet mig over projekt "Lav bordpynt" og folder på livet løs, når lillepigen sover. Heldigvis er det ret zen at sidde og forvandle papirfirkanter til luftige pynterier.
Valget er faldet på origamisommerfugle i mint, lilla og grå - jeg håber, det kan give festen lidt personlighed og det neutrale festlokale lidt ambiance og je ne sais quoi...



Patchworktæppe til bebs


For nyligt fik jeg i løbet af nogle af Maises smålure endelig syet hendes tæppe færdigt, og nu har jeg så også et øjeblik til lige at dokumentere det her på bloggen.
Tæppet består af firkanter af stof fra mine gemmer og fra min lokale pusher (aka Stof og stil), webindkøbt vintagestof, prikket skråbånd (også fra Stof og stil) og to lag fleece sponsoreret af et billigt fleecetæppe fra Bilka, så baby ikke bliver kold og tæppet er dejligt vamset. Jeg har researchet en del på nettet og set eksempler kun med ét lag fleece eller med pladevat som mellemlag, men synes det her var en fin gylden mellemvej. Jeg har quiltet tæppet i striber på tværs inspireret af tæpperne hos LaRaLiL, så lagene ikke rutcher for meget rundt, og det giver også en fin finish, synes jeg.
Det der tog tid (udover skråbåndspåsyningen, der selvfølgelig skulle drille lidt) var at klippe firkanterne og finde ud af, hvordan de skulle sættes sammen, så de forskellige farver og mønstre var tilpas "tilfældigt" fordelt. To tips herfra, hvis du selv skal i krig: lav en skabelon i pap, så dine firkanter bliver helt lige store og brug god tid på at lægge firkanterne ud på gulvet og rykke rundt på dem, se det an og rokere lige indtil du bliver tilfreds. 

Mine lå og fyldte midt på gulvet i vores stue  i et lille døgns tid, før jeg tog mig sammen til at sige "nu er den der" og smed dem gemmen maskinen.
 

Jeg synes selv, det er blevet ret vellykket med den lilla fleece og det prikkede kantebånd - hvad synes du?

søndag den 15. juni 2014

Lille sky gik aftentur


I går aftes var Maise så sød at tage sig en god lur, så hendes kreahungrende mor fik lidt tid ved symaskinen. Og da jeg løb tør for lilla tråd til mit mere seriøse og anvendelige projekt, kunne jeg da lige flække en lille skypude sammen.
Puden er prikket på den ene side og i orange retrostof på den anden (noget mere klart i farverne end billedet viser). Fyldet er fra en billig Ikea-pude, som alligevel har måttet ladet livet til mange af mine mindre hækleprojekter.
Jeg er ret bidt af sky-trenden - ligesom så mange andre her i blogland (og ligesom mit seneste miniprojekt også bar præg af) - særligt til børneværelset, så det er nok der, puden ender med at bo.

tirsdag den 27. maj 2014

Maises barnevognskæde

Jeg er blevet belejret. Fuldstændigt. Både mentalt og kropsligt. Heldigvis på den mest fantastiske måde, man kan forestille sig - jeg er nemlig blevet mor. Til en dejlig, men også meget krævende og urolig lille Maise.
Derfor er de få øjeblikke de sidste uger, hvor jeg har haft arme (og bryster) fri, gået med diverse luksusaktiviteter som toiletbesøg, vask af sutteflasker og kaffelavning, og kreativiteten og bloggen er derfor blevet kørt ud på et sidespor. 
MEN i morges havde jeg pludselig en halv time og overskuddet til langt om længe at lave barnevognskæden færdig. (Nu har de hæklede dyr til den også kun været færdige i et par måneder jo!)