lørdag den 25. juli 2015

En elefant kom marcherende


Det eneste ved hr. Elefant, der ikke var så fedt, var monteringen - ellers er det et skønt, nemt og hurtigt projekt med sådan en besnablet fætter.
Jeg har hæklet ham i relativt tykt garn på nål 5 - selvom mønstret, som er fundet gratis på Ravelry her, er til en lille amigurumi på nål 1,5. Resultatet med større nål og tykt garn er helt godt, hvis jeg selv skal sige det. I maven har han en hjemmelavet rasleboks af en lille plastikbeholder og en bjælde, og derudover er han proppet med pudefyld. 
I går blev han så leveret til min yngste kusines nye lille prinsesse i forsinket barselsgave sammen med en blød pakke... 
Jeg synes elefanter er skønne - ligesom de fleste børn også gør. Der er bare en dejlig ro over det store dyr og noget fascinerende ved den elegante snabel. Så det er nok ikke min sidste hæklede en af slagsen! Dog er jeg så træt af monteringsdelen, at jeg overvejer en model hæklet ud i ét, jeg har set på Pinterest som næste projekt (stay tuned!).

Har du også hæklet en elefant, så send gerne et link i kommentarerne, så jeg kan smugkigge og blive inspireret.
À bientôt!

fredag den 24. juli 2015

Prik prik prik


Jeg har længe været irriteret på en fordybning i væggen over TV'et og syntes det var lidt bart under min gren - løsning: DIY wall-prikker ud af klistermærker fra Søstrene Grene til omkring en femmer pakken. Hvad synes I? 
Jeg har brugt samme type klistermærker i neonorange på vores gamle, triste opvaskemaskine, og det giver lige et friskt pust i køkkenet.
Hvis jeg bliver træt af skyerne af washitape på lillefuglens værelse, som er vist i et tidligere indlæg, kunne prikker godt være en ny midlertidig løsning, tænker jeg... Eller der kunne komme prikker på badeværelset... Mulighederne er mange!



(OBS: Indlægget er ikke sponsoreret - og til den pris havde det næsten også været fjollet...) 

onsdag den 22. juli 2015

Agurketid med nålen


Min agurkestump er blevet en smule sær - men mon ikke den går an i lillefuglens legekøkken?

Der har været umådeligt stille her på bloggen på det seneste. Travlhed, forestående fyring og ferietid har optaget min tid og min hjerne og i nogen grad lammet de kreative fingre - men nu skal det være slut og jeg håber på at kunne lægge lidt mere op i de sidste uger af ferien. For at sætte fut i bloggeriet igen, har jeg installeret en ny billedredigeringsapp på mobilen - så må vi se, hvor meget tid der bliver til at lege med den...