lørdag den 28. november 2015

Redesign: Fra langærmet T-shirt til kjole


Jeg kunne altså købe mig fattig i fint tøj til lillefuglen. Og lige nu er jeg tosset med de enkle kjoler, der næsten bare ligner en bluse med nederdel under. Det er sådan lidt underspillet tøset, synes jeg. Se bare de her, jeg har spottet:
Online exclusive hos H&M
Fra Zara (http://m.zara.com/dk/da/b%C3%B8rn/baby-pige-(3-mdr.---3-%C3%A5r)/kjoler-og-jumpsuits/kombineret-kjole-c269278p3012521.html)


Kreamor, sæt igang!
For noget tid siden købte jeg en simpel stribet T-shirt i kraftig kvalitet i Bilka - på tilbud til sølle 25 kroner. Godt nok lidt for stor, men det viste sig så at passe perfekt til det her projekt, som kræver en lidt længere bluse med ærmer, der er lange nok til det (hvis jeg selv skal sige det) fine ombuk med pynt.
Den var temmelig nem at kreere, måske især hvis man har lavet rynkesøm før. 
Man skal bare bruge en T-shirt, lidt blød tyl (eller andet let stof) - mit er 25 cm fra Stof og stil til under en 10'er, lidt bånd og to pynteknapper.

Først syes tylstrimlen sammen, så det ligesom laver et bredt rør. Husk at klippe en snip af stoffet, hvis du også vil lave en lille sløjfe. Så foldes stykket midt på - sørg for at sømmen fra før er på indersiden. Sy så to stikninger med lidt afstand imellem og med lange sting. Det er din rynkesøm, som du nu ved at hive i overtrådene kan rynke til, så det passer nederst på blusen, hvor det nåles fast. Sy stoffet fast ved at sy imellem de to sømme fra før. Pil evt. rynkesømmene op bagefter, et voila!


torsdag den 5. november 2015

Hæklet mavevarmer

Seneste skud på stammen er denne mavevarmer, vest, busseronne eller hvad Søren man nu skal kalde den. Den er i hvert fald færdig og ret kæk med komplementærstriberne og den gule blomsterknap, som jeg endte med at vælge efter lidt overvejelse og SMS-assistance fra en kreativ veninde (tak!).



Mønsteret er inspireret af familiejournalens mønster på en hæklet babykjole, som du kan finde lige her. Jeg har bare lavet modellen kortere og efter en kort slids har jeg hæklet hele vejen rundt. Desuden har jeg cirka halvvejs i "skørtet" droppet den mellemste luftmaske i vifterne, for at den ikke skulle blivefor bred men stadig bibeholder mønstret. Det giver den sådan lidt en mini-balloneffekt, tænker jeg. Jeg glæder mig til at prøve den på min lille fugl, når jeg henter om lidt...

À bientôt! 


onsdag den 4. november 2015

Dukkevogn 2.0

Så skete det igen: Hverdagen stak af med mig og jeg glemte helt mit løfte til mig selv om, at jeg ville blive bedre til at få dokumenteret mine kreative fremskridt her på bloggen. Suk! Men nu har jeg lige ti minutters ventetid (tak tørretumbler!), so here it goes....

For nogle måneder siden fandt jeg en gammel dukkevogn ved storskrald. Og ikke hvilken som helst dukkevogn, men en Moover med den sødeste form. Den var dog godt brugt og ret så medtaget efter at have stået ude, så den trængte til en makeover - enter kreamor!

For at hjulene kunne blive køreklar igen, måtte jeg have lidt assistance af min bedre halvdel, men han syntes heldigvis det var ret fedt at træde til med sandpapir, olie og boremaskine, og som han så fint sagde: "Så kan vi sige, at VI har lavet den". Jada...
Gummikanten på hjulene var desværre så mørnet, at gummiet hellere ville lave grimme mærker på gulvet end blive på vognen, så de måtte af. Indtil videre har jeg bare sat en mængde elastikker på hjulene. Ved I mon, hvor/om man kan købe de sorte gummiringe, der passer til??



Som næsten altid glemte jeg at tage nogle gode før-billeder, men et enkelt procesbillede blev det da til, så I kan se, hvor fjollet jeg var.

Ja, selve vognen hænger rigtignok ned fra vores parasol. Så kunne jeg spraye hele moletjavsen på en gang, og det er altså vældig praktisk, når den skal have tre lag.

Nu mangler babydukken bare en dyne, men det må blive en anden dag... (Psst! Dukkekjolen har jeg forresten også selv kreeret for nyligt)