Viser opslag med etiketten Amigurumi. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Amigurumi. Vis alle opslag

mandag den 10. august 2015

Hæklede radiser - opskrift/DIY


Mit seneste hækleprojekt er de her små farverige fyre - aka hæklede radiser.
Mit første forsøg fik lidt for lange og sjove blade, syntes jeg. Egentlig ret autentisk, men ikke så nysseligt, så derfor blev de lidt kortere og mere ens i andet forsøg. Den første bor nu i lillefuglens legekøkken, mens radise 2.0 pyntede på en gave til min venindes 30 1/2-års fødselsdag i weekenden. 

Hvis du selv vil i krig med nålen, har jeg skrevet min opskrift ned under vejs. 
Voila:

Hæklet radise

Du skal bruge:
Hæklenål nr. 3
Rester af bomuldsgarn i hvid, pink og grøn
Fyld (fx bamsefyld eller fyld fra en billig IKEA-pude)

Radisens "krop"
1) Hækl 6 fm i en magisk ring
2) Hækl 1 fm, dernæst 2 fm i samme maske. Fortsæt rundten ud (9 masker)
3) hækl 2 fm, dernæst 2 fm i samme rundten ud (12 masker). Slut med en kædemaske i første fm og bryd garnet.
4) Skift til pink. Hækl 1 fm, dernæst 2 fm i samme - fortsæt rundten ud (18 masker).
5) hækl 2 fm, dernæst to i samme - fortsæt rundten ud (24 masker). 
6 og 7) fm i alle (24 masker).
8) 2 fm, 2 fm sammen - fortsæt rundten ud (18). Hæft den første pink og de hvide ender. Lad den ene stikke et stykke ud i radisens tut. Fyld radisen og husk at fyld rigeligt i.
9) 1 fm, 2 fm sammen - fortsæt rundten ud (12)
10) 2 fm sammen rundten rundt (6)
Bryd garnet, træk igennem alle masker og stram til. Hæft.

Blade:
1) Hækl et antal luftmasker (længden på bladet). Jeg foreslår mellem 8 og 15 og at de to blade ikke er helt lige lange.
2) Hækl den fast i toppen af radisen og hækl km tilbage til der er 3 lm tilbage på rækken. Hækl 1 halvstangmaske, 1 stangmaske, en dobbeltstangmaske og en stangmaske i samme maske - fortsæt rækken ud.
Vend ved at halvdelen af bladbuen er på den ene side og næste halvdel er på næste række.
3) Fortsæt i de næste tre masker efter samme princip. Bryd garnet og hæft.
Hækl et blad mere efter samme device.

God hækling!


lørdag den 25. juli 2015

En elefant kom marcherende


Det eneste ved hr. Elefant, der ikke var så fedt, var monteringen - ellers er det et skønt, nemt og hurtigt projekt med sådan en besnablet fætter.
Jeg har hæklet ham i relativt tykt garn på nål 5 - selvom mønstret, som er fundet gratis på Ravelry her, er til en lille amigurumi på nål 1,5. Resultatet med større nål og tykt garn er helt godt, hvis jeg selv skal sige det. I maven har han en hjemmelavet rasleboks af en lille plastikbeholder og en bjælde, og derudover er han proppet med pudefyld. 
I går blev han så leveret til min yngste kusines nye lille prinsesse i forsinket barselsgave sammen med en blød pakke... 
Jeg synes elefanter er skønne - ligesom de fleste børn også gør. Der er bare en dejlig ro over det store dyr og noget fascinerende ved den elegante snabel. Så det er nok ikke min sidste hæklede en af slagsen! Dog er jeg så træt af monteringsdelen, at jeg overvejer en model hæklet ud i ét, jeg har set på Pinterest som næste projekt (stay tuned!).

Har du også hæklet en elefant, så send gerne et link i kommentarerne, så jeg kan smugkigge og blive inspireret.
À bientôt!

onsdag den 22. juli 2015

Agurketid med nålen


Min agurkestump er blevet en smule sær - men mon ikke den går an i lillefuglens legekøkken?

Der har været umådeligt stille her på bloggen på det seneste. Travlhed, forestående fyring og ferietid har optaget min tid og min hjerne og i nogen grad lammet de kreative fingre - men nu skal det være slut og jeg håber på at kunne lægge lidt mere op i de sidste uger af ferien. For at sætte fut i bloggeriet igen, har jeg installeret en ny billedredigeringsapp på mobilen - så må vi se, hvor meget tid der bliver til at lege med den... 

onsdag den 26. marts 2014

Hagesmæk-makeover og hæklet pingvin


Jeg købte disse hvide og crazy kedelige hagesmække for at kunne lave et symønster efter dem - men hvorfor ikke spize dem lidt op, så vi faktisk gider bruge dem til lillepigen? 20 minutter i selskab med Ally og en håndfuld stoftuscher senere ser de sådan ud:


Det pyntede da lidt - non? Det er lidt svært at se på billedet, men de fleste prikker er brune og så er der enkelte lilla og sorte ind imellem for at give lidt spil. Stoftuscherne er fra Stof og stil og ser sådan ud:


Man tegner, lader det tørre, stryger og så er man færdig. Easy peasy. Men vær lige opmærksom på, at kanterne flyder en smule ud, så man kan desværre ikke få så skarpe kanter (som man nok også kan se på hagesmækkene).

Og nårh ja, efter min lille krusedulleseance blev jeg også færdig med dyr nummer to til barnevognskæden. Voila, et styk skør lille pingvin: